I 1892 kom Otto på koalitionskurs med damperen Thorsa – nu ligger Otto som Øresunds ældste jernskibsvrag.
Vraget ligger midt i sejlrenden få minutters sejlads fra Helsingør, så inden længe snoede RIB’en sig ud mellem gigantiske fragtskibe. Ankeret blev sænket derude midt i myldretrafikken – RIB’en føltes pludselig så lille og udsat.
Klaus havde ihærdigt af flere omgange fyldt alles flasker med Nitrox, så det kunne blive til en god lang bundtid.
Øresund viste sig fra sin imødekommende side, overfladestrømmen var ganske begrænset, så nedstigningen gik overraskende let og sigten var rimelig. En kærkommen forandring fra mit sidste vragdyk i Øresund, hvor strømmen sled og sigten var skidt som…. i at jeg først opdagede at bunden var nået da min pande borede sig ned i den mudrede bund.
Ekkoloddet virkede upåklageligt, ankeret var ikke bare nær ved vraget, det var sunket ned midt gennem en sprække i vraget. Det sad godt fast, men inden længe var Peter kommet ned i åbningen, hævet ankeret og bundet på.
Smukke laksefarvede søanemoner og dødningehænder dækkede siderne af vraget. En orange buskhoved pilede væk, en stor nøgensnegl blev forstyrret i sin æglægning. En livløs hummer skvulpede rundt. En stor torsk patruljerede nær skibets gigantiske skrue. Peter spottede en sort vels.
Kæmpe, næsten magiske, sølvfarvede paddehatformede luftlommer passerede op forbi os på sikkerhedsstoppet – tænk at Betina og Martins ånde dybt under os kunne samle sig til noget så fint.
Tilbage på den blidt vuggende båd var én så grøn i ansigtet at jeg ved første øjekast tænkte at vi havde fået besøg af Hulk. Det blev til et ekstra dyk til Peter. Med lidt finindstilling af rebreatheren formåede han både at guide Victor en tur om vraget og at få bundet af uden advarsler fra computeren og nåede overfalden til dagens allersidste sidste lysstråler.
Sikke en fin tur
