CMAS Nitroxkurser

Nitrox er betegnelsen for oxygenberiget luft. For at dykke med nitrox skal du have en særlig nitroxuddannelse, der er delt op i forskellige trin. Kurserne er CMAS-uddannelser under DSF og gennemføres i klubregi med ORCAs egne nitroxinstruktører.

Fordelene ved dykning med nitrox er mange, men blandt andet kan nævnes:

  • Øget bundtid (ND-grænse)
  • Kortere deko stop
  • Kortere overfladeinterval mellem dyk
  • Anvendelse som “Safe Air” med almindelige lufttabeller
  • Mindre dybderus
  • Mindre træthed efter dyk

NITROX dykker

Kursets formål er at kvalificere til dykning med oxygenberiget (22-40%) luft.

Deltagelse forudsætter at du som minimum har CMAS 1-stjernet dykkerbevis (eller tilsvarende) og en gyldig lægeattest.  Kurset kan afholdes på tre forskellige måder:

  1. E-læring
  2. E-læring og klasseundervisning.
  3. Klasseundervisning

Forskellen ligger i, hvor stor en andel af egenforberedelse, der ligger forud for teoriundervisningen. Hvis man kun ønsker at deltage med e-læring, så kan man lave en aftale med en instruktør omkring dette. Skriv til kursus@orca.dk.

På dette niveau vil vi arbejde videre med stoffet fra CMAS 1-stjernet. Der vil både være teoretisk og praktisk stof. I vil lære mere om dykkerfysik, og dykkerfysiologi. Særlige forhold ved planlægning af dyk med nitrox, brug af nitroxtabellerne. Du vil også lære at analysere den gas, der er i flaskerne.

På kurset skal du anvende DSF nitroxtabel.

Priser kan findes her: https://orca.dk/priser/

Advanced NITROX dykker

På dette kursus lærer du at dykke med iltprocenter højere end 40%. Du vil lærer at dykke med flere gasser på samme dyk, samt lave dekompressionsdykning. Kurset vil også komme ind på udstyrs konfiguration og dykkerteknik.

Deltagelse forudsætter CMAS 2-stjernet certifikat (eller tilsvarende) med 30 dyk hvoraf minimum 10 er nitroxdyk, min. alder 16 år og en gyldig lægeattest.

Krav til udstyr på kurset:

  • Dobbeltsæt på mindst 2×10 liter med isolationsmanifold
  • Stageflaske
  • To uafhængige opdriftsmidler (BCD + tørdragt)
  • Dekobøje og spole/linehjul
  • Backup maske

Generelt skal der være redundant udstyr (backup).

Øvelser der vil blive gennemgået under kursus:

  • Af- og påtagning af maske
  • Ventilshutdown
  • Betjening af stageflaske
  • Betjening af dekobøje/spole
  • Brug af stageflaske og dekobøje (simulering af dyk med accellereret deko)

Alle øvelser skal foretages neutralt afbalanceret i vandet.