Fem friske dykkere mødtes klar til onsdagsdyk.
Vejret bød på en let frisk vind, men beslutningen blev, at vi skulle ud og sejle med RIB’en.
For Lars var det første tur med klubbens RIB.
Fremme ved Rungsted hyggede en lille svanefamile sig ved slæbestedet, mens vi gjorde klar til afgang.
Astrid havde en let klistret halsmanchet i tørdragten, så hun havde medbragt en ekstra våddragt i tilfælde af, at den ikke ville holde. Det gik også som frygtet, så der blev skiftet dragt i havnen.
Ude af havnen var søen ikke så livlig, så vi valgte at sejle til Livlig. Sara blev sat til at være bådfører, da hun har fået speedbådscertifikat. Så det blev også en livlig tur med masser af bump på vejen.
Vores RIB har fået nye instrumenter, så det der var også lidt nyt legetøj at lege med på turen.
Efter lidt sejlen frem og tilbage henover positionen blev der kastet et anker. Echo-loddet havde et meget savtakket billede som var lidt svært at læse. Noget var bølger, men efter at vi kom i havn, fandt vi den primære årsag til savtakkerne. Transduceren var ikke spændt ordentlig fast, så den har hoppet op og ned under sejladsen.
Sara og Nicholai hoppede i og kom ned til et anker, der lå i vraget og med kæden hængende ud over rælingen klar til at blive bundet på.
Der var lidt grums i vandet men ellers en rigtig god sigt på små 10 meter.
Der var masser af liv blandt andet med flere torsk som gemte sig lodret inde i vragets sider.
Tilbage i overfladen var Astrid blevet søsyg, så næste hold bestod kun af Jacob og Lars. Der blev lånt lidt ekstra udstyr til holdet, så holdet havde en dekobøje med og begge havde en lygte.
De kom i vandet og efter en lille halv time, kom der en dekobøje til syne i overfladen.
Holdet havdet formået at blive væk fra vraget på en dag med fantastisk sigt?
Da de jo skulle binde af, måtte vi sejle dem tilbage til bøjen, så de kunne gå ned engang mere.
Desværre så kunne Jacob ikke trykudligne denne gang, så Nicholai måtte i udstyret igen for at binde af sammen med Lars.
Tilbage i havnen var svanefamilen væk, så vi kunne bruge slæbestedet med lys, nu da mørket var faldet på.