Som led i CMAS***-kurset, skal kursisterne igennem en praktisk lektion, hvor vi skal eftersøge et mistet objekt. Denne gang var det mig, som skulle agere tur- og dykkerleder. Da der var tale om et fyraftensdyk, blev det besluttet at vi tog til Lynge Grusgrav, så køreturen ikke var så lang. Klaus havde sørget for bommen var åben, så efter en briefing i klublokalet og pakning af traileren, kørte vi af sted.

Da vi kom frem briefede jeg dykkerne, hvorefter jeg sendte vores standbydykker, Mathias, ud i søen med klubbens undervandsscooter. Efter en 100 meters svømning “tabte” han den, lavede en krydspejling og svømmede ind igen.

Klaus og Nicholai skulle ikke i vandet, og havde derfor fremskaffet to klapstole til at nyde aftenens forestilling.

Første hold, bestående af Sara of Martin blev sendt ud med en bøje og et linehjul til stedet, hvor scooteren blev tabt. De påbegyndte en cirkelundersøgning på bunden og fandt scooteren i en radius på ca. 10 m line. De melder at sigten var halvdårlig og lyset+varmen forsvandt efter 8 m, sevlom bunden var på knap 15 m.    Herefter blev Antje og Finn sendt ud for at gøre kunsten efter, men uden held.
Det var nu blevet min og Mathias’ tur, men grundede den mudrede bund, var sigten på nuværende tidspunkt så dårlig, at vi måtte opgive eftersøgningen og gå op. Vi efterlod bøjen ude i søen og svømmede ind til land

Om det var det ekstra dyk eller frygten for at vende tilbage til Lynge Grusgrav, der lokkede vides ikke, men Sara tog ud på et sidste dyk med Antje og Martin i forsøget på at finde og bjærge scooteren. Efter 20 minutters dykkertid ser vi heldigvis en hævesæk i overfladen, hvilket betød at de havde fundet scooteren.
Da holdet kommer i land får vi hurtigt pakke traileren og kører mod klubben til debriefing, velvidende om at vi ikke skulle ud og lede igen til næste dyk.

Om end selve turen tog lidt længere tid end jeg havde regnet med, var det en sjov oplevelse at få lov til at være tur- og dykkerleder.

– Victor MP


Briefing af Dykkerne


Første hold får instruktion til at finde stedet, hvor bøjen skal sættes


Andet hold gør klar (Nicholai frier ikke til dykkerflaget)