Nicholai havde ansøgt om både kørsels- og dykkertilladelse til Karlstrup Kalkgrav, så vi satte kursen mod Solrød.
Søen skulle være Danmarks klareste sø. Området virkede helt sydlandsk med den lune aftenluft, familier i feriestemning, de stejle lyse skrænter og det varme turkis blå vand. Under overfladen myldrede det med krebs, både fritgående og inde i stensprækkerne. Det var svært at modstå fristelsen til at drille dem lidt. Aborrerne var nærgående. To aborrer angreb en lille krebs som på imponerende vis forsvarede sig med større mod end dens størrelse berettigede.