Planen var lagt da turen blev slået op i turkalenderen. Køre til Gilleleje, båden i vandet og over til Paradishamn på Kullen.

Efterhånden som vejrudsigten begyndte at vise, hvad vi havde i vente, begyndte planen at smuldre lidt. Lidt vind fra Øst, ville måske give en hård tur over, men det klarer vi nok. Der var stadig læ på sydsiden af spidsen.

 

For en god ordens skyld blev strøm, bølger osv også lige kontrollet, men det var vist nok med strømmen. Det var næste hurtigere at komme til Kullen ved at hoppe i ved Kronborg og så bare følge strømmen!

Et hurtigt kig på Danmarkskortet viste at både Øresund og Storebælt ville have godt med vind og kraftig strøm. Til gengæld ville der ikke være nævneværdig vind over Sjælland. Så det betød at Roskilde fjord, Isefjorden eller en sø ville være det bedste bud.

Vragguiden.dk havde ikke noget oplagt, der var et par bud hos Kulturarvsstyrelsen, men turlederen var ikke lige i humør til at lede efter Vikingeskibe. Karlstrup Kalkgrav var et godt bud, bortset fra at der skal søges om tilladelse 2 uger i forvejen. Efter lidt søgen efter noget nyt for turlederen endte det med Burre sø og Esrum sø. Forelagt de to muligheder kunne Theis så fortælle, at han havde været der, og det var lavt vand det ene sted med mudder og lavt vand og højt søgræs det andet sted. Resten af holdet ville gerne have lidt dybe så det blev foreslået at tage til Farum Marina og dykke i Furesøen i jagten på 20 m, dog med pålandsvind. Så der blev pakket og sadlet op med kurs mod Furesøen.

Der var desværre andre end Orca, der havde planer for stedet, så vi måtte trække os tilbage og gentænke planen.

Et hurtigt kig på kortet, inde hos naboen til marinaen, og valget faldt på den anden side af søen i Virum, hvor Sara var stedkendt. Der var lidt trapper ned, men ikke noget der virkede skræmmende. Fremme ved stedet blev det også hurtigt besluttet, at det var, her vi gik i vandet.

Kasper havde ikke været i vandet i år, så han havde lånt et dobbeltsæt med trimix for ikke at få dybderus. Flaskerne skal i øvrigt også snart trykprøves, så den sidste sjat i flaskerne levede alligevel på lånt tid.

Første hold i vandet var Sara og Astrid, hurtigt efterfulgt af Klaus og Kasper. Theis og Nicholai tog et par kopper kaffe imens de andre jagtede de store dybder i Furesøen.

Sara havde til alles store glæde medbragt en kage i forventning om, at hun ville få sit dyk nummer 200 i dag. Hun havde dog ikke regnet med, at det næsten ville blive i hendes egen baghave, at dette skulle ske. Men glæden var dog stor, efter at milepælen blev nået.

Og dybden, ja Kasper og Klaus fandt 10 m efter næsten 40 minutters svømning fra land. Vi har dog et godt bud på et nyt sted, vi skal prøve, næste gang, vinden ikke er til en tur til Kullen.