Så er vores førstehjælpskursus i ORCA-regi vel overstået. Vi var 12 videbegærlige deltagere hvoraf en var fra Havbasserne” i Farum og en fra “Aquanaut” i Helsingør. Klubben var så venlig at betale noget af gebyret for ORCA deltagerne hvilket gjorde deltagelse for alle mulig – tak for det.

Kursus havde fokus på hurtig og effektiv hjælp ifbm dykkerulykker til søs og dækkede hele processen fra “mand i overfladen” til vedkommende er sendt af sted med helikopter eller ambulance fra land.

Kurset blev afholdt over 2 aftener a hver 4 timer af redder og førstehjælpsinstruktør Søren Lund samt hans medhjælper Bent. For yderligere info check http://reactright.dk/kursuskatalog-1.html

Første aften var teori og gennemgang af øvelser, som vi afholdt på ungdomsskolen* da vort eget lokale var optaget.

Anden kursusaften foregik I svømmehallen hvor den lærte teorien skulle føres ud i praksis.

Her havde de 2 instruktører sminke, remedier samt masser af historier fra det virkelige liv med, så de mange forskellige scenarier blev udført så virkelighedstro som muligt.

redningsbådVi havde også vores gummibåd** med inde i svømmehallen således at vi kunne træne livredende førstehjælp fra ”dykker i overfladen” over ”optagning i båd”, ”alarmering” og til ”transport til land”.

For at øge stressfaktoren blev vi også trænet i brug VHF radio samt kommunikation med udenlandske søfolk, dårlig forbindelser til redningscentral, nysgerrige personer på ulykkesstedet, konfuse tilskadekomne mm, som alt i alt satte det ekstra fokus på overblik, rigtige beslutninger samt præcis dialog med hjælpere på stedet.

Et meget lærerigt og virkelighedstro kursus som alle vil kunne få glæde af.

På vegne af kursisterne tak 😉

* Ungdomsskolen var meget imødekommende og hjælpsomme med at skaffe et egnet lokale vi kunne bruge – så om andre er i bekneb så prøv der.

**Jeg er glad for at vi havde nogle gamle garvede ORCA medlemmer med til at hjælpe med adskillelse af gummibåden. Det ville uden instruktion have taget betydelig længere tid og ville uden tvivl have kostet flænger i båden samt store hovedbrud. Så påtænker andre samme projekt – så rådfør dig med en der har prøvet før – det betaler sig.