Natdyk på Ernte

 

Det var i den grad til til at komme i vandet igen. Vi skulle mødes kl. 17 og havde besluttet at RIB'en skulle med på tur. Peter og Nicholai mødtes lidt før tid, og fik pakket de fleste ting. Efterhånden som de fire andre kom, fik vi pakket bilerne, og vi var af sted fra Allerød rimelig kort tid efter.

 

I dag var der ingen trængsel på slæbestedet, og de både der trods alt lå der, var på vej hjem. Solen var da også allerede begyndt at dale på himmelen, og tusmørket faldt på før vi fandt vraget af Ernte. Der var ikke specielt meget vind, men det var tydeligt at bølgerne i Øresund kom med hilsner fra Polen. De nemlig var en del højere end vinden antydede. Ernte sank i 1944 og er senere nedsprængt så det efterhånden kun rager en halv meter op over bunden. Det gjorde det til lidt af en udfordring at finde vraget når bølgerne også var en halv meter høje. Men det lykkedes.

 

Alle tre hold fik god brug for deres lygter. Der blev temmelig mørkt allerede få meter under overfladen, og da det første hold var færdige med deres dyk, var det også mørkt i båden. Nicholai havde på fornemmeste vis fået bundet på i stævnen af Ernte, og vi kunne tydeligt orientere os på vraget lige fra start af. En del af vraget er dækket af sand og muslinger, og det snød os lidt i starten, så vi troede vraget var mindre end det faktisk er. Da vi kom over sandet, over til den anden del af vraget, passede størrelsen bedre. Vi så et par ål stikke hovedet op mellem vragresterne, og Peter så et par store torsk stå langt inde under de bølgede plader lige syd for stævnen.

 

Vi sejlede glade hjem, med løftet om at få repareret vores lanterne inden næste aftentur.

 

Peter Stenkilde